En helt ny landsdækkende undersøgelse sætter nu tal på sundhed, sygelighed
og livsstil blandt indvandrere fra Ex.-Jugoslavien, Tyrkiet, Somalia, Iran,
Irak, Pakistan, Libanon/Palæstina og efterkommere af indvandrere fra
Tyrkiet og Pakistan.
Resultaterne præsenteres i morgen på en stor konference i Århus. Her skal
beslutningstagere, sundhedsplanlæggere og forskere fra hele landet
diskutere, hvordan man kan styrke indsatsen for at forbedre sundheden
blandt etniske minoriteter.
Flere sygdomme på én gang
Undersøgelsen peger blandt andet på, at de samme langvarige sygdomme,
som er hyppige blandt danskerne, også optræder blandt etniske minoriteter,
blot i langt større omfang. F.eks. har nogle indvandrergrupper mere end tre
gange så ofte en ryglidelse som etniske danskere.
23-40% af indvandrerne fra Ex.-Jugoslavien, Libanon/Palæstina og Irak
har en forbigående psykisk lidelse, f.eks. angst eller depression,
sammenlignet med ca. 10 % blandt etnisk danskere. Hos alle
indvandrergrupper, bortset fra indvandrere fra Iran, forekommer diabetes 6
til 8,5 gange så hyppigt som blandt etniske danskere, hvor 2% har
diabetes.
Særlig markant er det, at 25-48% af indvandrerne har tre eller flere
samtidige sygdomme. Der er dog stor variation mellem
indvandrergrupperne.
Undersøgelsen omfatter også efterkommere af pakistanske og tyrkiske
indvandrere i alderen 18-39, og her er det positivt at se, at
sygdomsbilledet ligner det, der gælder for etniske danskere i samme
aldersgruppe.
Temadag i september
I Region Syddanmark er der opmærksomhed på de etniske minoriteter og
deres sundhed.
- Der er brug for erfaringsudveksling og en målrettet indsats. Derfor
arrangerer vi i september en temadag, der skal give ny viden om etniske
minoriteters sundhed og formidle viden om, hvordan man strategisk og
praktisk kan arbejde med at tilrettelægge tilbud for etniske minoriteter,
siger regionsrådsformand Carl Holst.
Regionen påtænker at invitere både statslige, regionale og kommunale
oplægsholdere.
Målgruppen for konferencen er blandt andre kommunale sundhedschefer
og planlæggere.
Jan Boye, borgmester i Odense Kommune, fortæller, at man i Odense har
stor fokus på indvandreres sundhed:
- Vi har
med etableringen af Sundhedscenter Vollsmose allerede skabt en grobund for
at gøre en ekstra indsats for at skabe sundhedsfremme for etniske
minoriteter i Odense. Samtidig har Odense Kommunes sundhedspolitik som
særskilt mål, at der skal være ekstra fokus på netop denne målgruppes
særlige behov for hjælp.
Hjælp til kommunernes indsats
Ellen Breddam, som er leder af Sundhedscenter Vollsmose, Odense Kommune, er
ikke overrasket over resultaterne.
- Fra det daglige arbejde i sundhedscentret ved vi jo godt, at der er mange
sundhedsmæssige problemer blandt etniske minoritetsgrupper. Men det er
rigtig vigtigt, at vi nu har pålidelige data, der viser sygdomsbelastningen
og de udfordringer vi står over for. Det kan hjælpe os med at målrette
indsatsen, ikke kun i kommunens sundhedstilbud, men også i andre kommunale
indsatser.
Sundhedsadfærd og livsstil
Undersøgelsen af de etniske minoriteter viser desuden, at mange
indvandrere har en mere risikobetonet livsstil end etniske danskere med
hensyn til rygning og mængden af fysisk aktivitet, ligesom andelen af svært
overvægtige er væsentlig højere i nogle af indvandrergrupperne end blandt
etniske danskerne.
F.eks. ryger 33-40% fra Ex-Jugoslavien, Libanon/Palæstina og Tyrkiet
dagligt, sammenlignet med 25% blandt danskerne. Kvinder ryger dog markant
mindre end mændene, og etnisk danske kvinder. Mindre end 10% af kvinderne
fra Irak, Pakistan og Somalia er dagligrygere. Et stort flertal af rygerne
siger, at de ønsker at holde op med at ryge.
Bredt samarbejde om undersøgelsen
Undersøgelsen omfatter indvandrere i alderen 18-66 år og efterkommere
i alderen 18-39 år fra de ikke-vestlige lande, som er repræsenteret i
undersøgelsen. Disse grupper udgør ca. 3,6% af indbyggerne i Danmark,
svarende til ca. 120.000 personer. Der er cirka 20.000 indvandrere og
efterkommere i Region Syddanmark i alderen 18-66 år.
Bag undersøgelsen står et partnerskab bestående af Århus, København
og Odense kommuner, Regionerne Midtjylland, Syddanmark og Hovedstaden samt
Sundhedsstyrelsen. Desuden deltager Statens Institut for Folkesundhed,
Syddansk Universitet og Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns
Universitet.
Læs rapporten: ”Etniske minoriteters sundhed – en undersøgelse af sundhed
og sygdom blandt otte etniske grupper i Danmark.”
Yderligere oplysninger:
-
Jan Boye, borgmester i Odense Kommune, Tlf: 65511000, mobil
20 40 29 12
-
Carl Holst, regionsrådsformand i Region Syddanmark, mobil 40 32 52 10
-
Ellen Breddam, Leder af Sundhedscenter Vollsmose, Odense Kommune, tlf.
6551 1177/3032 2519, EBR@Odense.dk
-
Kontakt til medarbejder med palæstinensisk baggrund samt
borgere med sundhedsproblemer:
Der kan via Sundhedscenter Vollsmose på tlf. 6551
1170 skabes kontakt til en af sundhedscentrets medarbejder med
palæstinensisk baggrund, Szafaa Mostapha. Hun kan formidle kontakt til
følgende borgere:
- Yngre arabisk mand, som har fået hjælp til at
håndtere behandling for blodtryksforhøjelse
- Arabisk kvinde, som har fået hjælp til at komme i
gang med at motionere.
- Somalisk kvinde, der har fået kostvejledning i
Sundhedscenteret.