Brian Mikkelsen gennemfører reform af
centralbiblioteksstrukturen
Kulturminister Brian Mikkelsen har i dag tiltrådt Biblioteksstyrelsens
forslag til centralbiblioteksreform.
Reformen betyder, at opgaven fra 2010 fordeles på seks biblioteker i stedet
for 16. De seks biblioteker, der bliver centralbiblioteker i fremtiden, er
bibliotekerne i Aalborg, Herning, Vejle, Odense, Roskilde og Gentofte. Den
ny fordeling af centralbiblioteker følger regionerne, dog således at der i
region Syddanmark bliver to biblioteker, fordi regionen er stor og har en
infrastruktur med mange udkantsområder. Udvælgelsen af bibliotekerne er
sket på grundlag af en række faglige kriterier: De udvalgte biblioteker er
blandt andet dem, der i dag har størst udlån til andre kommuner. Samtidig
er det sikret, at der er en fordeling af bibliotekerne, så alle regioner
har et centralbibliotek.
De 16 hidtidige centralbiblioteker vil fortsat fungere som lokale
folkebiblioteker. Med reformen er der altså udelukkende tale om en
omfordeling af de statslige midler til tværkommunale opgaver og ikke om
lukning af biblioteker.
Rådmand Anker Boye udtaler:
"Det er med stor glæde, at vi har modtaget denne for Odense så
positive udmelding fra kulturministeren. Jeg betragter det som et frugtbart
resultat af den ekstraordinære indsats, som kommunen har ydet på
biblioteksområdet de seneste år. Med den kraftige reduktion af
centralbiblioteksstrukturen er det en anerkendelse af Odense som en stærk
aktør inden for kultur - og informationsformidlingen, at vi er udpeget som
et af de seks kommende centralbiblioteker."
Læs mere om centralbiblioteksreformen på Biblioteksstyrelsens hjemmeside
www.bs.dk