En frivillig forening eller organisation vil i år for første gang forlade
Frivillighedens Dag med en Ildsjælepris i hånden.
Prisen, som fremover årligt skal uddeles til en forening eller organisation
inden for det frivillige sociale arbejde, blev indstiftet på
Frivillighedens Dag 2006, og den bliver overrakt, når Odense Kommune
inviterer til Frivillighedens Dag 2007 den 24. oktober.
Ildsjæleprisen består af to skulpturer udformet af Jens Galschiøt. En
stafet i form af en femarmet lysestage og en statuette i form af et
solansigt, som den prisbelønnede forening/organisation må beholde.
Frivillighedens Dag 2007 byder i øvrigt på oplæg og refleksioner for
samarbejde, dialog og visioner i det frivillige sociale arbejde i Odense –
på debat og snak mellem repræsentanter fra 50 foreninger, Rådet for Socialt
Udsatte, Integrationsrådet, Handicaprådet og Ældrerådet samt kommunale
embedsmænd og politikere.
Det er Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Børn- og Ungeforvaltningen
samt Ældre- og Handicapforvaltningen, der står bag Frivillighedens Dag
2007, som finder sted i
Fionia Park den 24. oktober mellem klokken 14.30 og 20.
Ildsjæleprisen bliver overrakt klokken 19.30.
Yderligere oplysninger:
Frivillighedskoordinator Berit Yding Sørensen, bys@odense.dk, 6551
4526 / 27 59 89 06