Besøg Odense Centralbibliotek i uge 47 og lær mere om
offentlig selvbetjening og generelle informationer om det offentlige. Her
sættes der fokus på internetportalen www.borger.dk- den samlede
indgang til det offentliges informationer og tast selv-løsninger.
Biblioteket har mange års erfaring med at gøre brugerne fortrolige med
internettet. Nu tilbydes der også hjælp til selvhjælp, når det handler om
at få kontakt til offentlige myndigheder via internettet samt at benytte de
mange digitale selvbetjeningsløsninger. Det kan for eksempel være
rettelserne til den nye forskudsopgørelse, der nemt kan ændres direkte fra
computeren eller hjælp til at oprette en digital signatur.
Fremover skal alle folkebiblioteker være ambassadører for borger.dk
som led i en samarbejdsaftale mellem Biblioteksstyrelsen, Den Digitale Task
Force og IT- og Telestyrelsen. Der er allerede adgang til borger.dk fra
PC’erne på bibliotekerne i Odense Kommune og bibliotekets ansatte vil være
særligt opmærksomme på at fortælle om mulighederne på borger.dk.
Biblioteket er derfor et godt sted at starte, hvis man ønsker at vide mere
om selvbetjenings-muligheder til det offentlige. Relevante brochurer vil
være tilgængelige og bibliotekets personale hjælper gerne med at finde de
nødvendige informationer på internettet.
For yderligere oplysninger, kontakt bibliotekar Marie Mærsk
Deleuran, mmd@odense.dk eller pr. tlf. 65 51 44
82.