Byrådet i Odense Kommune besluttede onsdag den 29. marts 2006 at indgå
aftalen med Fyns Amt om fordeling af amtets medarbejdere, forpligtelser,
aktiver og passiver. Aftalen betyder, at Odense Kommune modtager i alt
ca. 1600 medarbejdere og en række institutioner fra Fyns Amt, der nedlægges
den 31.12.2006. Amtets øvrige ca. 16.000 medarbejdere fordeles til de
øvrige kommuner på Fyn, til den nye region Syddanmark og til staten.
Fredag den 31. marts klokken 10.30 skrev repræsentanter for de nye fynske
kommuner, Region Syddanmark, staten og Fyns Amt under på den endelige
aftale om, hvem der overtager hvilke institutioner, medarbejdere, materiel
mm.
I alt fordeles cirka 165 institutioner og knapt 16.000 årsværk. 14.700
flytter med deres institution til den myndighed, som overtager
institutionen. Godt og vel 1000 medarbejdere er fordelt individuelt, fordi
deres job ikke flytter til et bestemt sted i den nye struktur.
Fordeling af værdier for 7,6 mia.
I alt fordeles værdier for godt 7,6 milliarder kroner. Heraf er 6,4
milliarder bundet i bygninger, inventar, apparatur mv. Trækkes passiver
fra, er der tale om, at der fordeles en "friværdi" på knapt 3,8
milliarder kroner til Region Syddanmark, de nye fynske kommuner, staten og
det kommende trafikselskab.
God og åben proces
Både Fyns Amt og Odense Kommune udtrykker, at det har været en god proces,
præget af åbenhed og konstruktivt samarbejde. Alle aftaleparter har
bidraget til en sikre en løsning, som er tilfredsstillende for alle parter.
Odense Kommune overtager som led i aftalen amtsgården, der fremover skal
huse to forvaltninger.
Kommunerne har på en række områder, for eksempel specialrådgivningen for
småbørn, fundet frem til fælles løsninger, som sikrer, at borgerne fortsat
får mulighed for at gøre brug af den ekspertice, som er opbygget over lang
tid i Fyns Amt.
Den endelige tilrædelse af aftalen betyder, at Odense Kommune nu kan
intensivere bestræbelserne for at modtage amtets opgaver, personale og
institutioner med henblik på sikker drift fra den 1. januar 2007.
Aftalen giver desuden medarbejderne vished for, hvor de er ansat fra 1.
januar 2007.
Processen i Odense Kommune startede i efteråret 2004, hvor man via
Kommuneforeningen på Fyn tog kontakt til de øvrige kommuner på Fyn og Fyns
Amt for at drøfte tilrettelæggelsen af processen, herunder en større fælles
kortlægning og analyse af de opgaver som Odense Kommune og de øvrige
kommuner skal overtage fra Fyns Amt.
Odense overdrager også bytrafikken
Som led i kommunalreformen skal Odense Kommune overdrage Odense Bybusser og
dele af Odense Bytrafik til et nyetableret regionalt trafikselskab. Det
indebærer, at Odense Kommune skal sige farvel til ca. 350 medarbejdere,
hovedsageligt bybuschauffører.
Yderligere oplysninger: Borgmester Jan Boye, tlf. 65 51 1000 eller
stadsdirektør Jørgen Clausen, tlf. 65 51 1001
Faktuelle oplysninger: Reformsekretariatet Projektleder Nicolai Vædele, 65
51 11 93