Som et led i Odense Kommunes strukturprojekt er det besluttet at etablere
et nyt Borgmestersekretariat fra årsskiftet 2006. Som chef for
sekretariatet er udpeget adm. direktør Leif Hansen, Kultur- og
Socialforvaltningen.
Leif Hansen vil tiltræde det nye job i løbet af 1. halvår 2006 i
forbindelse med besættelse af stillingen som adm. direktør i den kommende
Social- og Arbejdsmarkedsforvaltning.
Det nye Borgmestersekretariatet skal bl.a. varetage juridiske funktioner,
betjening af byråd og økonomiudvalg, sekretariatsbetjening af borgmester og
stadsdirektør, Vollsmosesekretariatet, Rådhusservice mv.
Leif Hansen har bl.a. fra sit tidligere virke som vicestadsdirektør og
konstitueret stadsdirektør et stort kendskab til Borgmesterforvaltningens
opgaver og organisering. Leif Hansen er i dag ansat i en tidsbegræsnet
stilling og vil som chef for Borgmestersekretariatet overgå til en varig
stilling.
Etablering af Borgmestersekretariatet er en vigtig del af Odense Kommunes
strukturprojekt, der skal være med til at udvikle og modernisere kommunens
opbygning og måde at løse opgaverne på.
Flere oplysninger kan fås hos stadsdirektør Jørgen Clausen, tlf. 65 51 10
01 eller adm. direktør Leif Hansen, tlf. 65 51 40 01.