At arbejde med ældre og handicappede kan være en belastning for kroppen. Derfor kan ansatte i Ældre- og Handicapforvaltningen nu se frem til at få deres egen sundhedsordning, hvor massage, fysioterapi og zoneterapi skal lindre gener, smerter og spændinger i kroppen.
Det bliver firmaet Sundhedsdoktor, som bliver leverandør af sundhedsydelserne. Firmaet har i forvejen kunder som blandt andet TDC og IKEA og fra den 1. oktober kan medarbejderne i Odense Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning altså også se frem til at få gjort lidt ekstra for deres velbefindende.
Det var Odense byråd der ved budgettet i 2006 vedtog at afsætte 2,85 millioner kroner til sundhedsordninger. Siden har ordningen været i udbud, og aftalen med Sundhedsdoktor faldt på plads den 3. juli.