Luk

Eliteidrætsklasse på Tornbjerg Gymnasium

Pressemeddelelse

Pressemøde

Onsdag den 22. november 2006, kl. 13.00

På Tornbjerg Gymnasium

 

Eliteidrætsklassen på Tornbjerg Gymnasium

- en 3-årig gymnasieuddannelse for eliteidrætsudøvere i Odense

I en lang årrække har unge eliteidrætsudøvere haft mulighed for at gennemføre en ungdoms-uddannelse under den såkaldte Team Danmark ordning, der i praksis betyder, at udøveren kan forlænge sin gymnasieuddannelse fra 3 til 4 år. I Odense har der endnu ikke været udøvere nok til at samle hele klasser under ordningen. Derfor har Team Danmark eleverne hidtil gået i de almindelige klasser med det resultat, at det ofte ikke har været muligt at udnytte ordningens fleksibilitet fuldt ud. Den nye gymnasiereform har desuden gjort det vanskeligere, at tilrettelægge de 4-årige Team Danmark forløb.

 

Samtidig er konkurrencen i international eliteidræt skærpet væsentligt de seneste 10 år, og unge eliteidrætsudøvere skal i dag have en meget stor træningsmængde for at kunne være med på højeste niveau. En sådan træningsmængde er meget svær at planlægge udelukkende om eftermiddagen og om aftenen, og eksempelvis har de bedste svømmere i flere år været nødsaget til at træne meget tidligt om morgenen.

 

Med fokus på de problemer unge eliteidrætsudøvere støder på i et uddannelsesforløb, har Odense Kommunes Eliteidrætsudvalg samlet repræsentanter fra ungdomsuddannelser og eliteidrætsklubberne i et samarbejde med henblik på at styrke mulighederne for sportslig succes i klubberne samt at fremme fleksibilitet og vejledningsmuligheder for eliteidrætsudøvere under uddannelse – og nu er et resultat af dette samarbejde klar.

 

I august 2007 starter Eliteidrætsklassen på Tornbjerg Gymnasium – et tilbud til alle, der ønsker at tage en studentereksamen og samtidig dyrke idræt på eliteniveau. For at komme i betragtning til Eliteidrætsklassen skal man dyrke idræt på et niveau, der mindst svarer til den regionale eller nationale elite i den pågældende årgang. Samtidig udgør tidsforbrug på træning og konkurrence mindst 10-15 timer om ugen netto. Tilbuddet henvender sig derfor både til Team Danmark godkendte elever – som også fortsat kan tage 4-årige forløb, hvis det er nødvendigt – samt til øvrige eliteidrætsudøvere, som lever op til de nævnte sportslige krav. Hver tirsdag og torsdag er der morgentræning i samarbejde med eliteidrætsklubberne i Odense. Undervisningen disse dage starter først kl. 10:35, og skoledagen slutter som regel aldrig senere end kl. 16:05. Endvidere tilbydes transport fra udvalgte træningssteder til gymnasiet efter morgentræningen.

 

Til alle elever i Eliteidrætsklassen tilknyttes en mentor, der i nært samarbejde med både elev, forældre, studievejleder og klub skal bidrage til, at der skabes en overordnet sammenhæng i uddannelsesforløbet. Samtidig har eleven i særlige tilfælde mulighed for at få flyttet eller suppleret undervisningen, hvis man er forhindret i at deltage i undervisningen på grund af sin idræt.

 

Med Eliteidrætsklassen tager Odense Kommune og Tornbjerg Gymnasium et vigtigt skridt i arbejdet for at unge idrætsudøvere kan kombinere ungdomsuddannelse og eliteidræt.

 

Yderligere information kan fås hos:

Tornbjerg Gymnasium                                                      Odense Kommunes Eliteidrætssekretariat

Vicerektor Lars Elbrønd                                                  Sekretariatsleder Michael Johansen

tlf.: 63 15 55 51                                                               tlf.: 63 12 73 18

 www.tornbjerg-gym.dk                                                   www.odense.dk/eliteidraet

PRINT
Tilføj link i FacebookTilføj link i TwitterFøj til favoritterSend til en ven|Vis flere muligheder
OPD. 29-11-2010

Kommunikation/SRHA