For første gang i Danmark sender Odense Kommune nu medarbejdere ud og besøger byens borgere for at markedsføre forskellige trafiktilbud som cyklen, bussen og samkørsel. Projektet er en del af EU-projektet CIVITAS-Mobilis, som skal fremme og sikre de sunde trafikmuligheder.
Odense Kommune sætter nu en ekstra indsats i gang for at markedsføre alternative trafiktilbud til byens borgere. Medarbejdere fra Park- og Vejafdelingen kommer forbi husstande i Odense for at give borgerne en række tilbud - bl.a. cykelstikort og trafikinformationer om f.eks. bybusserne, delebil og cykling. Husstandene bliver varslet om besøget forinden.
-"Det er helt unikt, at man for første gang i Danmark prøver at komme i kontakt med borgerne i deres hjem. Erfaringer fra bl.a. Australien, England og Sverige viser, at mange er glade for dialogen og den personlige kontakt og konkret begynder at bruge bilen mindre til fordel for andre transportformer."- siger projektleder Troels Andersen.
Formålet med at markedsføre alternativ trafik yderligere er at sætte fokus på, hvordan mange ture i hverdagen fint kan klares uden privatbilen.
Projektet gennemføres i 2006-2007, og målet er at besøge 25.000 personer i Odense.